Key West (var en fest .. hø hø)

Først: 1000 tak for kommentarerne her på bloggen. Dem er vi rigtig glade for, så bare bliv ved...

De seneste tre døgn har vi været i det aller-absolut-sydligste USA, hvor Key West ligger som den sidste perle på en lang snor af øer.

Selve byen er en lidt mærkværdig blanding af gammel hippier og krydstogtsturister, så man kan vist godt kalde den en lidt mere kommerciel men også på mange måder varmere udgave af Christiania uden at fornærme nogen. For eksempel har vores morgenmadssted 'Blue Heaven' tidligere huset et bordel, været skueplads for hanekampe (nu er der i stedet fritgående høns og haner)og så minder stedet i stemning en hel del om Månefiskeren i den danske fristad.

Ligesom på Christiania er de også i Key West meget glade for at fremhæve, at de ikke er som de andre. For eksempel kalder beboerne sig for conchs (udtales 'kårnks', man kan få conch-fritter (en grøntsags- og seafoodfars) og man kan få udstedt et conch-pas.

Hvad har vi så lavet her i conch-land? Tjoooo... røget lidt cigar, spist endnu mere lime pie, og, da varmen var allerværst, tog vi til stranden, så Melvin for første gang kunne se, hvordan sådan en ser ud. Det kom der en kort video ud af:



Så må vi heller ikke glemme, at det var i Key West forfatteren Ernest Hemmingway holdt til i en årrække og blandt andet skrev 'Farvel til Våbnene'(som begge de voksne har læst, men dog ikke kan se det fantastiske i. Nå, det er en anden historie.)

Hemmingways ophold i byen har sat sit naturlige præg på udbuddet af panamahatte, men også kastet et fint museum af sig. Eller museum og museum. Det er hans gamle og meget flotte hjem, der er åbnet op for pøblen, som kan gå rundt og se alt fra hans skrivemaskine og møbler til den store svømmepøl og de mange efterkommere af hans berømte seks-potede katte. Deres forfædre og -mødre har i øvrigt fået deres egen kattekirkegård bagerst i haven., hvor man ud fra navnene at dømme kan se, at mange af dem tilsyneladende er ligeså berømte som deres nu tidligere ejer.

Vi tog den gratis guidede tur rundt i og udenfor Ernest Hemmningways hjem og blev (lidt) klogere på den rom-, sejl-og dameglade forfatter.

En anden af byens store helte er skattejægeren Mel Fisher, der i 1985 fandt det sunke spanske skib Nuestra Señora de Atocha ud for Floridas kyst. 300 år efter det forsvandt ned i dybet med guld, sølv og hele besætningen opdagede han det mægtige skib på havets bund, og det er der kommet et spændende museum ud af, som kan kickstarte eventyrlysten hos de fleste (og sikkert også fremprovokere lidt dykkersyge hos andre)
Læs selv videre om fundet på nettet på f.eks.

Fra Mel Fisher tilbage til hotellets mere menneskellige temperaturer (tak til airconditionen for det) og et hvil, inden vi gjorde os klar til at lægge solen i seng.

Solnedgangen på Mallory Square trækker hver aften mange turister til truget, og den er også meget smuk, selvom den foregår omgivet af en del gøgleri. Det til trods -og med en sovende Melvin i barnevognen - fik de voksne lidt romantik-tid, som fortsatte med en FANTASTISK middag på Louies' Backyard, hvor skvulpende bølger var baggrundsmusikken.


Go'nat til solen og (for sidste gang) Key West. Nu kører vi videre til Fort Lauderdale og håber at de også har hørt om internettet der. Indtil da:

Kh
Melvin, Dorthe og Mathias