Miami – Dag 4

Her kommer lige endnu et portofrit postkort sendt med elektronisk isenkram og kærlighed fra Amerika. Et kort fra vores sidste hele dag i Miami i denne omgang – vi slutter jo også turen her.

I dag: Besøg i en fin udgave af Magasins ’Mad & Vin’. I Miami hedder den Epicure, og da vi læste om markedet i guidebogen fik vi det indtryk, at det var sådan et udendørs et med store opstillinger af frugt, slagterbutikker med døde dyr man ikke troede fandtes, fisk, krydderier og så videre. Sådan var det så ikke – men meget lækkert alligevel. Delikatessedyrkeren kunne gå amok her, men der er ikke så meget plads i kufferterne så…

Plads var der til gengæld i maverne efter en laaaang gåtur for de voksne (og en ligeså lang køretur inkl. lur til Melvin). Den slags er der heldigvis en lækker løsning på, for i Miami har de en restaurant, der har specialiseret sig i krabber.

Joe's Stone Crab hedder den, og da der var lukket i dag, blev vi henvist til deres takeaway-afdeling lige ved siden af. Her kan man nu alligevel godt spise maden, så forskellen er, at man selv skal pakke de bestilte varer ud - og så kommer der heller ikke en tjener rendende hele tiden.

"Fantastisk sted", siger deres udsendte efter at have smagt på en portion kogte kæmpekløer fra Alaskakrabber, der med de voksnes fedtede fingre blev dyppet i (muligvis) verdens bedste sennepsdip. WOW!

Joe's er også kendt for at lave en fabelagtig limepie. Den skulle vi også lige smage på og jo, den er dæleme også fin. Sådan en bund af smør og smulder med et tykt, tykt - ja, nærmest smøragtigt fyld ovenpå. Fed på en frisk måde! Og inden du nu sidder der og bliver alt for madmisundelig, så kan du faktisk få lidt af det hele indenfor egen dør. Der er nemlig opskrifter og andre gode ting på: http://www.joesstonecrab.com/

Ligeså gode krabberne var, ligeså skuffende var næste punkt på menukortet: strandtur. Vi havde læst os frem til, at vores udflugtsmål skulle være en ”god familievenlig strand”, så mens den indre vandhund tog badebukserne på, kastede vi os ud i myldretidstrafikken og kørte sydpå mod Matheson Hammock Park Beach. En time senere var vi fremme ved… et vandhul.

Grunden til at stranden er opført som ’familievenlig’ er, at man har inddæmmet noget vand, så de voksne kan holde øje med afkommet. Men en strand? Aldrig i livet. Badetøjet er stadig tørt og i bagklogskabens ulideligt klare skær, skulle vi nok have prøvet den blanding af sand og vand, der ligger 50 meter fra hotellet. Det må vi gøre, når vi kommer retur. I første omgang var det retur til aftensmad, hotellet og omegn med første stop ved førstnævnte.

Et par hundrede meter fra seng og bad ligger den cubansk/spanske restaurant Puerto Sagua. Et billigt, autentisk sted uden fine fornemmelser. Til gengæld den sødeste betjening, som faldt pladask for den Melvinske karma. De var vilde med den smukke lille klump, som de godt nok troede var en pige, men alligevel… Tjeneren måtte bare være babysitter, så mor og far kunne være alene (i hvert fald i fem minutter).

Han er i det hele taget alle tiders menneskemagnet, og folk henvender sig (uden overdrivelse) i et væk. En babybegejstring uden lige. Derfor er vi også ved at vænne os til at sige at:

- Det er en dreng (”It’s a boy”)
- Han er seks måneder gammel (”He’s six months old”)
- Vi synes også han er dejlig (”Yes, beautiful…)

Han er i øvrigt gået i seng for længst, den bette. Nu gør vi det samme, for i morgen står den på farvel til Miami, 300 kilometer i bil og go’daw til Key West langt ude i vandet. Og det leder os frem til slutbilledet. Her er vores bilpark. En stor og en lille.


Pas godt på jer selv og gi’ Morten Messerschmidt en nakkestryger.

Kh
Melvin, Dorthe og Mathias

PS: Og så er der jo slet ikke blevet plads til at skrive, at AGF selvfølgelig slog Herfølge 3-1. Nå, det må blive en anden gang.