Melvin & De Voksne

Så er det ved at være slut. Efter de to sidste dage i Miami, er vi nu klar til at tage hjem, og vi begynder også at glæde meget til at se jer alle. Vi har shoppet færdigt, fået set Holocaust Memorial (billedet) og ellers sørget for at lave ingenting. Sidste billede er fra lufthavnen, hvor vi lige nu har udsigt til at skulle en omvej forbi Amsterdam pga. dårligt vejr i New York. kh Dorthe, Melvin og Mathias

… er også kendt som ”USA’s ældste by”. For det er den. Vi nåede dertil søndag – på Mors Dag, tillykke – efter en lille omvej. På vejen sydpå stoppede vi nemlig lige forbi The Jenks House i Jacksonville, fordi vi havde glemt vores ”Turen går til Florida” og Melvins dyne (som han nu ikke havde savnet synderligt). Tom var ikke hjemme, så Ila Rae måtte solo byde på hjemmelavet iste. Ja, de er stadig søde og var Jacksonville ikke en kedelig by, ville vi nok komme igen på den næste USA tur for at sige hej til dem. Vi fodrede Melvin og rundede lige emnet ”USA’s offentlige transport - eller manglen på samme”, inden vi satte os ud i bilen og kørte videre til St. Augustin. Her mødte vi så som det første Tom og Ila Raes alter ego i gæstfrihed. Jackie Kent er navnet, og udover at hun lige har vundet VM i rynket hud, så har hun også den mest fantastiske Bed & Breakfast. Fem år har hun brugt på at totalrenovere huset, så det i dag fremstår så gennemført og detaljeret, at vi måtte ”åhhh”, ”ihhhh

På fjerde uge - han tyvstartede - er Mathias' skæg ved at være velvoksent. Personlig rekord, faktisk. Det griner 'Basunenglen' og 'Hulemanden' lidt af.

De voksne var trætte. Rigtig trætte. Så det er begrænset, hvad vi egentlig nåede i Savannah, som havde fortjent et par mere veloplagte besøgende. MEN: Det blev dog til en trilletur med åben turistbus rundt i byen. En fin måde at se Savannah på, når vi nu ikke havde mere end halvandet døgn at gøre godt med. Bag rettet sad en meget vidende og underholdende amerikansk udgave af Kurt Thyboe, som klædte os godt på. Ligesom i Charleston var der også her det ene fine sydstatshus efter det andet, men stemningen var her knap så pæn - og det er positivt ment. Savannah har lidt mere kant, uden at vi helt kan forklare hvordan. Efterfølgende tog vi en tur med Melvins firhjuler, hvor vi så nogle af stederne lidt mere efter i sømmene. Forbi det frimærke der i gamle dage var skueplads for skydedueller (og meget smart placeret klods op ad kirkegården) og videre til blandt andet Chippewa pladsen - en af de i alt 23 små parklignende pladser, der samlet på et meget lille areal gør det ud for små oaser i b

På mange af de billeder vi har taget, hænger der sådan noget sjovt noget ned fra træerne. Det er en luftbåren plante, som sætter sig på træerne, men ikke gør dem noget ondt, og den bliver kaldt spansk mos. Lidt mærkeligt, når det nu ikke er mos ... eller fra Spanien.

Der har været lidt knas med kameraet (læs: det er gået i stykker), så det har haltet lidt med opdatering-erne, men nu er vi her igen - med et nyt kamera, et ditto postkort og lidt under en uge til vi igen er på dansk grund. Vi forlader Jacksonville - og dermed Florida - for at køre ind i det "rigtige" Syden med Charleston, South Carolina som første stop, og i forhold til de steder vi ellers har været, er der meget mere ro her. Det er ikke sådan lige at finde en kiosk, man kan - om aftenen - gå flere hundrede meter uden at møde andre mennesker, og så taler de også langsommere på en dejlig dreven måde. Andre kendetegn: Der er en duft af jasmin i luften, hestekærrer triller gennem gaderne med turister på tur, det ene fantastiske sydstatshus dukker op efter det andet, det var her det første skud i den amerikanske borgerkrig blev løst, og i samme åndedrag er det ikke uvæsentligt at få med, at det også er en by, der har en historie, som rækker mere end 300 år tilbage - og det er jo

Du har måske set stenansigtet her i film som westernklassikeren 'The Dirty Dozen', actionfilmen 'The Magnificent Seven' og 2. Verdenskrigsfilmen 'The Great Escape'. I 2003 sagde han farvel til sit jordiske ophold, og så troede de fleste ligesom det var det, men nej. Vi kan melde, at den verdensberømte skuespiller har efterladt sig sit visitkort på benzinstanderen på adskillige tankstationer i Florida - og dermed igen givet lyd fra sig til følget af inkarnerede fans.

Regnen piskede ned, og i radioen snakkede de om "thunder-storm", mens vi (langsomt) drog fra Fort Lauderdale mod den nordøstlige del af Florida. Her ligger Jacksonville: USA's arealmæssigt næststørste by, der med undtagelse af det finansielle kvarter og de obligatoriske skyskrabere er flad som en pandekage. Et hav af broer forbinder bydelene, som er adskilt af den store St. John River, der i øvrigt er den eneste flod i verden udover Nilen, der løber "den forkerte vej": fra syd mod nord. Den ud fra et geografisk synspunkt noget ukorrekte overskrift på postkortet skyldes i øvrigt, at vi nu er kommet så højt op i Florida, at folk her betragter sig selv mere som nogle fra Syden (altså Syden som i Sydstaterne) end som Miami'ere eller Key West'ere. Nå, det var her vi for første - men ikke sidste - gang skulle parkere bagagen og os selv i en Bed & Breakfast og ikke på et hotel. Hjemmefra var der nemlig bestilt værelse i The Jenks' House - hos Tom og Ila

Det er vist ikke nogen videre velbevaret hemmelighed, at USA har et sejlende og et flyvende militær, og for at hylde folkene der betjener isenkrammet - "The Heroes of The United States" - skal den slags jo vises frem i ny og næ - også uden for Afghanistan og Iraks grænser. Vi vidste det ikke på forhånd, men det var åbenbart tilfaldet det ellers så polerede Fort Lauderdal æren at være hjemby for et såkaldt 'Air & Sea Show' i den weekend, hvor vi også kiggede forbi. Ja, det må have været voldsomt med to så store begivenheder på én gang... Du kender os, så her er i stedet i korte træk ideen med et 'Air & Sea Show': - Folk i tusindvis tager på stranden med køletasker og parasoller. - Militæret parkerer en håndfuld krigsskibe i vandet ud for kysten. - (Krigs)Fly og helikoptere af alle slags - nye som gamle - fræser gennem luften. Nogle laver kunstfærdige saltomortaler, andre flyver så stærkt at trommehinderne og lydmuren sprænges. - En speaker bruger ord

Vi nupper lige natten med, men ellers er vi på vej ud af Fort Lauderdale. Inden der kommer et rigtig postkort herfra, skal vi dog lige af med et par billeder og oplevelser fra køreturen hertil. Vi begynder med et par stykker, som Rådet for Større Færdselssikkerhed nok ikke vil bifalde. Og det er ikke noget særsyn det her. Først kører de ud fra en tankstation... Og så er det ellers afsted på den nordgående (og temmelig trafikerede) hovedvej... Lidt senere på turen stoppede vi ved Robbies Pier på øen Islamorada i den nordlige del af The Keys. Her kan man blandt andet kan kigge på pelikaner... ... og fodre nogle ordentlige krabater af nogle fisk: Fiskene der svømmer rundt oven i hinanden lige omkring bådebroerne hedder tarpon, og vi har ikke fundet ud af, om de har noget dansk navn. Til gengæld ved vi, at de ligner kæmpesild, kan veje op til 100 kilo og at de ikke har tænder, men er belagt med groft sandpapir på gummerne. Mindst 50 % af de voksne på turen synes også de er ret ulækre.

... eller næsten da. Vi har helt glemt at dele det med jer, men altså: Da vi var i Key West spiste vi jo på den her fantastiske restaurant, der ligger så tæt på vandet man kan komme uden at få våde fødder. Louies' Backyard hedder den, og der har Kronprins Frederik også spist. Eller næsten da... I hvert fald ringede en eller anden fra Kongehuset i februar måned og sagde, at Kronprinsen var i byen og gerne ville reservere et bord til 25 mennesker. Desværre kunne Louies' Backyard ikke afgive så mange pladser, så Frederik & Co. blev henvist til en hummerrestaurant. Men ... det var da (lidt) tæt på.

Først: 1000 tak for kommentarerne her på bloggen. Dem er vi rigtig glade for, så bare bliv ved... De seneste tre døgn har vi været i det aller-absolut-sydligste USA, hvor Key West ligger som den sidste perle på en lang snor af øer. Selve byen er en lidt mærkværdig blanding af gammel hippier og krydstogtsturister, så man kan vist godt kalde den en lidt mere kommerciel men også på mange måder varmere udgave af Christiania uden at fornærme nogen. For eksempel har vores morgenmadssted 'Blue Heaven' tidligere huset et bordel, været skueplads for hanekampe (nu er der i stedet fritgående høns og haner)og så minder stedet i stemning en hel del om Månefiskeren i den danske fristad. Ligesom på Christiania er de også i Key West meget glade for at fremhæve, at de ikke er som de andre. For eksempel kalder beboerne sig for conchs (udtales 'kårnks', man kan få conch-fritter (en grøntsags- og seafoodfars) og man kan få udstedt et conch-pas. Hvad har vi så lavet her i conch-land? Tjoooo